Fra tegneserie til film

Lille-Per overvandt Superman

I 1947 er anden verdenskrig overstået, og amerikansk kultur fylder mere end nogensinde før i et Danmark, der er svækket efter besættelsen. Film og musik strømmer hen over Atlanterhavet og også tegneserie-superhelte som Jens Lyn, Fantomet og Superman er kommet for at blive. Gang på gang redder superheltene verden fra undergang og bekræfter billedet af USA som helten, der kom Europa til undsætning under krigen og nu er supermagten med de gode værdier i den kolde krig mod Sovjetunionen.

Samtidig sidder der en chefredaktør på dagbladet Politiken ved navn Hakon Stephensen, som ikke er begejstret for, at de amerikanske superhelte ‘invaderer’ ugebladene og aviserne. Han vil gerne lave en vaskeægte dansk tegneserie, som kan hamle op med alle de nye amerikanske ikoner. Derfor tager han kontakt til tegneren Kaj Engholm, som tidligere har lavet tegneserien Frede Fedthas og beder ham udtænke en ærkedansk tegneserie.

Sammen med tekstforfatteren Olav Hast brygger Kaj Engholm på en idé om en dansk familie. Men familien skal ikke være for almindelig, og de overvejer derfor, hvordan de kan ændre i familiestrukturen for at gøre den almindelig familie tilpas ualmindelig. En enlig mor i efterkrigstidens hårde år ville virke for trist. Derfor ender det med at blive en enlig far – en far til fire, hvilket man viile opfatte som mere rørende, ifølge de to bagmænd.

Far til Fire bliver fra sin start i 1948 Danmarks mest populære tegneserie. Dens hyggelige, humoristiske familiebillede uden de store konflikter går rent ind hos danskerne. Konflikter havde man haft rigeligt af under krigen, og det er befriende for danskerne at se verden gennem Lille-Pers naive, optimistiske øjne. I Far til Fire er der aldrig noget større eller vigtigere end familiens sammenhold.

Far til Fire på film
Instruktøren Alice O’Fredericks ser filmpotentiale i Far til Fire, og allerede i 1953 får Far til Fire premiere på det store lærred. Skuespillerne bliver castet nøje, så de ligner figurerne fra tegneserien, og resten klarer man med makeup. Ole Neumann får en sort paryk på og en lille pude under trøjen for at blive lidt rundere som Lille-Per. Otto Møller Jensen får en lys paryk på, så han kan ligne Ole, Rudi Hansen får lidt ekstra fregner i rollen som Mie og Peter Malberg udstyres med sit karakteristiske pjuskede skæg. I tegneserien har Far og Onkel Anders deres øjenbryn siddende over deres briller, højt oppe i panden. Derfor får Ib Schønberg og Peter Malberg også påklistret hver et par øjenbryn halvvejs oppe i panden, hvilket understreger, at Far til Fire ikke ønsker at fremstille et realistisk samtidsbillede, men snarere et lille eventyrligt univers i forstaden. Rollen som Far fordrer også, at Ib Schønberg må lade sig kronrage, da Far i tegneserien er tæt på at være skaldet. Det næger Ib Schønberg dog, og i stedet tilpasser Kaj Engholm løbende tegneseriefiguren til filmkarakteren ved langsomt at tilføje mere og mere hår til Fars hoved i løbet af årene. På den måde opdager de faste læsere af Far til Fire-striben ikke noget.

Som i tegneserien er familieidyl og sammenhold omdrejningspunktet i filmen, men filmen kan ikke på samme måde hvile på Lille-Pers humoristiske pointer. Derfor tilfører man en anelse mere dramatik i form af bejlere til Søs og Far, som udfordrer familiens sammenhold. For hvem skal passe huset, hvis Søs finder en mand, og hvordan kan Mie, Ole og Per leve med sure Fru Sejersen som ny mor? Fru Sejersen og Peter (som bejler til Søs) bliver dog aldrig en alvorlig trussel for familien og indlemmes i løbet af filmserien som en del af den udvidede familie. I stedet er det forbrydere, sure naboer, dumme drenge i skolen og en trængt økonomi, der bringer familielivet i fare – uden at det nogensinde bliver farligt for alvor.

Siden Kaj Engholms første streger i 1948 har Far til Fire været folkeeje, og nye Far til Fire-film trækker fortsat danske familier i biografen i dag.

Kilde:
Poul Malmkjær, Far til Fire – Historien om en Filmsucces, 2001

Kopier link

Kort link til denne artikel

Far til Fire