Dirch Passer i Tivolirevyen 1980. Foto: Bent Paulsen
Dirch Passer i Tivolirevyen 1980. Foto: Bent Paulsen

Dirch 90: Det sidste tæppefald

Dirch Passer arbejdede hele sin karriere hårdt på at skabe stor kunst og vinde publikums gunst. Kombineret med en konstant lurende angst for ikke at slå til, drev det ham til at arbejde så hårdt, at han endte med at betale den højeste pris.

Da Kjeld Petersen døde den 24. maj 1962, blev det ikke bare afslutningen på hans liv, men også på et makkerskab hvis mage man aldrig før havde set i dansk teater. Under navnet Kellerdirk Bros havde Kjeld Petersen og Dirch Passer henrykket publikum og anmeldere siden 1955, og Kjeld Petersens hjerteslag slog ned dagen efter premieren på deres nye show.

Kjeld Petersens utidige død blev også et stort slag for Dirch Passer, og det fik ham til at overveje sit eget liv. I 1960-1961 havde han medvirket i 20 forestillinger og spillefilm på kun 12 måneder. En helt uhyrlig mængde arbejde, som kun kunne gennemføres med et stramt program, der ikke overlod meget tid til hvile. En typisk dag sådan ud:

7: Møde på filmstudie til prøver og sminke
8: Filmoptagelser til Reptilicus
13: Optagelse af reklamefilm for likørvirksomheden Heering
15: Mus og mænd på Aveny Teatret
18.30: Mit søde liv på ABC Teatret
19.15: SOS – Sømænd og svigermødre på ABC Teatret
21.30: Mit søde liv på ABC Teatret
22.15: SOS – Sømænd og svigermødre på Aveny Teatret

Når han var færdig med aftenens sidste optræden, var det vanskeligt at falde ned, så han fortsatte som regel i samme høje gear ud i nattelivet. “Jeg sov faktisk kun, når jeg besvimede”, sagde han selv senere i et interview til Hjemmet.

Pengemaskine

Dirch Passer stoppede helt med at spille teater i en periode efter, at Kjeld Petersen var død. I stedet kastede han alle sine kræfter i filmarbejde, for selvom han var blevet mindet om livets skrøbelighed, kunne han ikke lade være med at arbejde. Det var både et resultat af at være populær, en taknemmelighed for at få muligheden for at udleve sin skuespillerdrøm samt vanskeligheder med at sige nej. Men det skyldtes også noget andet: “Jeg tør ikke gå på scenen, hvis der er for langt imellem, at jeg optræder”, forklarede han engang til søsteren Kirsten Passer. Han var bange for ikke at slå til, og den angst kunne resultere i sceneskræk. Alligevel var det nok på scenen eller foran kameraet, at han havde det bedst. Hans store generthed gjorde, at det var lettere for ham at optræde, end at skulle være sig selv. Som Danmarks største komiker i omdømme såvel som i fysik, var det ikke nemt at være anonym. Derfor gik han i en periode kun tur om aftenen, når det var blevet mørkt.

Hans rådgivere forstod at udnytte hans arbejdsiver til det yderste, og selvom de hjalp ham ud af økonomiske problemer, har flere af Dirch Passers nærmeste mere end antydet, at rådgiverne misbrugte ham. Ingen optræden var for lille eller for fjollet, bare betalingen var god. Som Ove Sprogøe forklarede det med en anekdote:

“Dirch blev en pengemaskine. Engang mødte jeg ham i Glostrup Centret, hvor hans manager havde udlejet ham til et eller andet arrangement. Det viste sig, at han, en af Danmarks største og bedste skuespillere, skulle dykke ned i et vandbassin, så alle ungerne havde noget at grine af en lørdag formiddag, hvor de var med forældrene på indkøb. Da vi så på hinanden, sagde han ikke noget. Men jeg glemmer aldrig det ulykkelige udtryk, han havde i øjnene. Det var uværdigt. Men han gjorde det, fordi han havde fået besked på det, stakkels Dirch.”

Sådan døde Dirch

Det hårde slid trak store veksler på Dirch Passers helbred og kunstneriske selvtillid. Men efter en hård skilsmisse, et alvorligt hjertetilfælde og flere professionelle nedture, var der morgengry i horisonten i sommeren 1980. Han havde fået ny kæreste, der hjalp ham til en sundere livsstil, og de to planlagde at flytte til London, hvor han kunne få den anonymitet, han havde behov for. Arbejdsmæssigt var der også spændende ting forude. Han havde planer med Victor Borge om at lave et show sammen i USA, og med Ulf Pilgaard om at lave en forestilling på Bellevue Teatret. Det skulle være nyt, friskt og med gode, gennemarbejdede tekster, og så ville han begynde at sige nej til alt det, der bare var hårdt arbejde.

Inden de ting kunne realiseres, skulle han dog spille i Tivoli Revyen sommeren over. Den var ikke mange dage gammel, da han fik sit første ildebefindende på scenen, og det skulle ske hele tre gange til. Også den 2. september, så i løbet af dagen den 3. tryglede hans familie ham om at aflyse aftenens forestilling. Selv et opkald fra hans mor kunne dog ikke holde Dirch Passer fra at gå på scenen. Han ville ikke skuffe de publikummer, der havde købt billet, og han var måske også drevet af den gamle angst for, hvad der ville ske, hvis ikke han optrådte.

Han nåede dog aldrig ud til publikum, men segnede om bag kulisserne i klovnekostume i kollegaen Lily Brobergs arme. Ifølge Ulf Pilgaard bad han lige inden lysmanden om at skrue op for lyset – selvom scenen allerede var fuldt belyst. Samme aften lidt over kl. 21 var Dirch Passer død, 54 år gammel. Tæppet var gået ned for en stor komiker og kunstner, der i mange år havde brændt sin ende med begge lys, som han selv humoristisk udtrykte det i et interview engang. Helle Virkner sagde det med andre ord: “Dirch betalte en høj pris for at være Dirch”.

Besøg udstillingen “Dirch 90” på Revymuseet

 

Kilder:
Portrætprogram på DR
Ole Sønnichsen, Dirch Passer (2009)

 

Kopier link

Kort link til denne artikel

Dirch Passer