Flamberede Hjerter (1986). Foto: Dirk Brüel
Flamberede Hjerter (1986). Foto: Dirk Brüel

35 år med Flamberede hjerter på menuen

Helle Ryslinge skulle lave sin første spillefilm Flamberede hjerter. Men den rigtige person til hovedrollen var ingen steder at se. Kirsten Lehfeldt fortæller her, hvordan hun ved et tilfælde fik rollen i Flamberede hjerter og giver sit bud på, hvorfor sygeplejersken Henry stadig holder i dag.

”Jeg blev jo skræmt fra vid og sans, da jeg hørte, at det var 35 år siden, den havde premiere,” griner Kirsten Lehfeldt. Men den er god nok: 35 år er gået, siden skuespilleren kunne ses i biograferne som sygeplejersken Henriette ’Henry’ i Helle Ryslinges film Flamberede hjerter. Anmelderne og publikum var lige begejstrede efter filmens premiere 2. juledag 1986. Mere end 500.000 danskere købte billet, priserne regnede ned over filmen både i Danmark og i udlandet., og anmelderne stod i kø for at få lov til at øse superlativer over Helle Ryslinges første film som instruktør:

”En film, der ægte og overbevisende følger et menneske i udvikling, en skæbne, der oplever noget og river sig fri og måske vandrer videre frem i livet som en anden. Og Helle Ryslinge har forstået, at hun i Kirsten Lehfeldt havde netop den stjerne, der kunne beånde denne historie. Man må kalde en gammel glose frem: Kirsten Lehfeldt som Henriette – det er en pragtpræstation,” skrev Jørgen Stegelmann for eksempel i Berlingske.

Stadig aktuel kultfilm

Flamberede hjerter er langt fra blevet glemt. Skuespiller Louise Mieritz har til Soundvenue fortalt, hvor stort indtryk det gjorde at se filmen første gang. ”Da jeg så Kirsten Lehfeldt i ’Flamberede hjerter’, tænkte jeg: Jeg vil være ligesom hende, når jeg bliver stor. Det var en nuanceret kvindelig hovedrolle, og det var bare frisættende.”

Bedt om at give sin bud på, hvorfor filmen stadig lever i dag, siger Kirsten Lehfeldt: ”Jeg har lidt på fornemmelsen, at den har fået en slags kultstatus. Ligesom Sirup, i øvrigt, som jeg også lavede med Helle Ryslinge. Og så var der noget banebrydende over filmens måde at fremstille en kvinde på. Hun er ikke sådan en sød pige, vi ser lidt på overfladen. Vi følger med i hele hendes følelsesliv og ser, hvor kaotisk, det er – og så har filmen jo samtidig en masse humor, som virker så befriende.”

Hovedingrediens i Flamberede hjerter ved et tilfælde

Det var dog langtfra givet fra begyndelsen, at Kirsten Lehfeldt skulle spille Henriette. Helle Ryslinges oprindelige plan var, at hun selv ville spille sit manuskripts hovedrolle. Et manuskript, det i øvrigt var skarpt op ad bakke at få finansieret for dets autodidakte skaber. I sidste ende – og efter en del tovtrækkeri – valgte Per Holst at producere filmen. Han overtalte Helle Ryslinge til, at hun skulle instruere filmen i stedet for at spille med i den. Jagten gik derefter ind på den helt rigtige hovedrolle. Det viste sig dog at være sværere, end både producent og instruktør havde forestillet sig.

”De havde været igennem bunker af castings,” fortæller Kirsten Lehfeldt. ”En dag sagde Dick Kaysøe, som jeg spillede teater med på det tidspunkt: »Du skal da til casting hos Helle.« Så i en pause i prøverne blev jeg presset ind. Jeg fik to scener, som jeg skulle give mit bud på. Det gjorde jeg, og så gik jeg hjem igen. Lidt efter ringede Helle og sagde, at rollen var min, og senere kom hun forbi, og vi snakkede hele aftenen.”

Den rigtige rolle på det helt rigtige tidspunkt

Selvom det kom bag på hende pludselig at skulle spille hovedrollen i en film, mener Kirsten Lehfeldt selv, at den kom på det helt rigtige tidspunkt for hende. ”Det var en gave at få lov til at boltre mig i sådan et univers, som er helt ude i tovene og hele spektret rundt. Det får man ikke altid lov til som skuespiller. Jeg fik rollen på et tidspunkt, hvor jeg var moden til at indfri de forskellige facetter af den. Jeg havde spillet teater i mange genrer og lavet komik på TV, så man kan sige, at mit instrument var varmt Og selvom jeg ikke havde lavet film før, var jeg jo vant til at stå foran et kamera.”

Læs også: Judy Gringer udpeger sine fem højdepunkter

Improviserede hårrejsende pølsescene i Flamberede hjeter

Det var også Helle Ryslinges første film som instruktør, og optagelserne til filmen var en oplevelse for Kirsten Lehfeldt: ”Holdet var fantastisk, og Helle Ryslinge havde en vild og kaotisk energi. Hun gav skuespillerne frihed, blandt andet til at improvisere. Hun kunne indimellem sige »scenen skal handle om det og det, og den sætning skal med.« Så fik vi lov til at prøve os frem derfra.”

Et af filmens mest dystre øjeblikke var netop et resultat af skuespillernes frihed. Paradoksalt nok kommer det efter et af de morsomste – den berømte scene, hvor Henry serverer lodretstående wienerpølser i spaghetti for Løwe og hans kollega. Oprindeligt skulle man bare have set Henry med et blåt øje efter, at gæsten var gået, og på den måde gætte sig til, hvad der var sket. Men efter at have filmet pølser-i-spaghetti-scenen og egentlig afsluttet dagens optagelser fik Kirsten Lehfeldt og Torben Jensen en idé. Man skulle se Løwe hævne sig. Helle Ryslinge var med på at prøve, og det blev så til den rystende scene, hvor Løwe straffer Henry på brutal vis.

Succesen gentaget i Sirup

Efter succesen med Flamberede hjerter havde Helle Ryslinge ikke problemer med at finde penge til sin næste film, Sirup. At finde den kvindelige hovedrolle var dog straks vanskeligere. Situationen gentog sig: Heller Ryslinge castede og castede uden at finde den rigtige skuespiller.

”Det var slet ikke meningen, at jeg skulle spille Ditte i Sirup,” forklarer Kirsten Lehfeldt.Men da Helle ikke kunne finde nogen, spurgte hun, om jeg ville. Jeg sagde nej, for jeg skulle spille revy i Århus og bagefter på ferie med min familie. Men en morgen klokken 8 stod Per Holst uden foran vinduet. Det lykkedes ham at overtale både min familie og mig. Det blev starten på min måske hårdeste sommer nogensinde. Om morgenen fløj jeg til København for at optage, derefter var det tilbage til lufthavnen og flyve til Århus og spille revy i Tivoli Friheden om aftenen. Der var nogle puder og tæpper i bilen, så jeg kunne sove lidt undervejs på køreturen fra lufthavnen. Men det var virkelig sport, den sommer altså.”

Strabadserne til trods kom Sirup i kassen og fik premiere i 1990 til positiv modtagelse. Den giver et satirisk portræt af kunstnere og deres (forestillings)verden. Igen giver Kirsten Lehfeldt dybde til en kvindelig karakter, der er mere end blot staffage. Helle Ryslinge instruerede kun to spillefilm til: Carlo og Ester samt Halalabad blues. Efter sidstnævnte meddelte hun, at hun forlod filmbranchen.

Kirsten Lehfeldt