De fem og spionerne (1969). Foto: Ulla Aastrøm
De fem og spionerne (1969). Foto: Ulla Aastrøm

De fem-instruktør: ”Vi var som én stor familie”

For fire almindelige danske børn og en politihund blev det nogle helt særlige somre med at filmatisere de elskede børnebøger, De fem. Kom med bag kulisserne og hør, hvorfor der ikke blev lavet flere film om De fem.

“Jeg kan huske, at jeg var højgravid og ventede mit tredje barn, da jeg skrev manuskriptet. Producenten Just Betzer sad på min seng på Rigshospitalet og sagde »Du skal skynde dig, vi begynder at filme om tre uger!« Heldigvis kom barnet ud i tide, og hun kom med i en moseskurv på optagelserne af filmen,” fortæller instruktøren bag De fem og spionerne og De fem i fedtefadet Trine Jakshøj, som i dag er 79 år.

Ingen film til børn

Spænding, mysterier, oplevelser. Sådan kender vi sommerferierne for de tre søskende Anne, Julian og Dick, deres kusine Georgina og hunden Tim. Idéen til at lave en dansk filmatisering af Enid Blytons børnebøger om De fem var kommet til Trine Jakshøj, der dengang hed Hedman, efter en tur i en boghandel. Hun var på udkig efter noget, hendes børn kunne læse. Her blev hun fortalt, at De fem-bøgerne var de med afstand mest solgte børnebøger. I alt findes der 21 bøger om ”The Famous Five”, som de hedder på engelsk, skrevet i perioden 1941-1961.

”På det tidspunkt blev der ikke lavet nogen film til børn, og Just og jeg havde en drøm om at rette op på det,” siger hun. ”Vi vidste fra begyndelsen, at vi ville lave en serie af film. Vi tog til England for at sikre os rettighederne, men kunne kun få lov til at købe dem til én film. Beskeden var, at vi kunne komme tilbage og vise den første, og så ville de vurdere, om vi måtte få lov til at få rettighederne til at lave flere.”

De fem udvalgt blandt mere end 4000 børn

Arbejdet med De fem og spionerne kunne nu gå i gang. Til at finde de fire børn, der skulle spille Anne, Julian, Dick og Georg(ina), kastede man et bredt net ud. “Vi var rundt i hele landet og må have været igennem mere end 4000 børn,” erindrer Trine Jakshøj. En af de håbefulde var den dengang 10-årige Sanne Knudsen fra Kerteminde. Det var i slutningen af 1960’erne, men Sanne Knudsen husker stadig, hvordan hun fandt annoncen i avisen. Hun var med det samme sikker på, at hun ville søge. ”Det var enormt interessant for mig at få muligheden for at være med i en film. Mine forældre havde ellers forsøgt at gemme annoncen for mig. De vidste nok, at det var noget, jeg ikke ville kunne stå for,” fortæller hun.  Efter diverse interviews og prøvefilminger kom Sanne Knudsen igennem nåleøjet og blev castet i rollen som Anne.

Trine Jakshøj husker processen med at caste børnene som hård: ”Det var svært, for det var ikke bare et spørgsmål om at finde nogle, der kunne spille skuespil. Men også at de skulle have forskellige udstrålinger og energier, der kunne kombineres. Det hårdeste var dog, at man skulle vælge nogle fra. Det var jo en del af det og efterhånden lærte jeg at håndtere den del mere professionelt.”

Godnatlæsning og månelanding

Optagelserne til De fem og spionerne foregik i sommerferien 1969. ”Dengang brugte man ikke børneskuespillere som kvæg,” bemærker Trine Jakshøj tørt. ”Så vi var enige om, at vi kun skulle optage i deres sommerferie. Ingen af os havde arbejdet med børn på den måde før, men vi sagde, at vi måtte gøre det så naturligt som muligt for dem. Jeg besluttede, at de skulle bo hos os, og det kom til at betyde meget. Vi var sammen om hverdagstingene, og godnatlæsning var replikkerne til næste dag. Vi delte også en skelsættende oplevelse, da vi så amerikanerne lande på månen den 20. juli det år.”

Sanne Knudsen husker den hjemlige indkvartering som et vigtig tryghedsskabende element. “Trine og hendes mand gjorde meget for, at vi skulle have det trygt og godt. Det var helt vildt imponerende, at hun kunne overkomme det, når man tænker på, at hun havde tre børn selv.” På trods af de familiære rammer blev Sanne Knudsen dog alligevel ramt af hjemve. ”Selvom Trine gjorde, hvad hun kunne, ændrede det jo ikke på, at vi var væk hjemmefra i fem uger og levede et helt andet liv.”

Dialektproblemer hos De fem

Optagelserne til De fem og spionerne foregik på et solbeskinnet Mols. Sanne Knudsen følte ikke noget særligt pres ved at stå foran et filmhold og skulle spille skuespil. Børnenes forskellige geografiske herkomst gav dog visse problemer: ”Vi var en fra Herlev, to fra Aalborg og mig fra Fyn – men skulle forestille at være i familie. Derfor var der scener, der skulle tages om igen og igen. »Prøv ikke at sige det på den måde,« fik vi at vide. Men det var jo svært, når man aldrig havde tænkt over før, at man havde en dialekt.”

Hunden der ikke ville bide

Til at spille det uundværlige femte medlem af banden, hunden Tim, havde Trine Jakshøj valgt en politihund. ”Den har jo næsten hovedrollen, så den var meget vigtig. Både hunden og politimanden, der var dens menneskefar, var søde og dygtige. Vi havde kun ét problem med den. I De fem i fedtefadet er der en scene, hvor Tim fanger en forbryder og bider fast i hans arm. Det var hunden jo oprindeligt trænet til, men i løbet af optagelserne havde den lært, at den skulle være god og flink ved alle rundt om den på filmsettet. Så uanset hvor meget vi prøvede, kunne vi ikke få den til at bide. Til sidst måtte politimanden træde til og spille forbryder. Ham var hunden vant til at bide fra dens træning, så det kunne den godt overtales til at gøre.”

En syngende lussing

Ifølge Trine Jakshøj var både mennesker og dyr medvirkende til, at stemningen under optagelserne var god. Flere gange bruger hun udtrykket ”en stor familie”. Hun fremhæver Ove Sprogøe for at have været særligt god i sin omgang med børnene: ”Ove var fantastisk til at få børnene til at slappe af og grine. Den onkel, han spillede i filmen, var han også, når kameraerne var slukkede.”

Sanne Knudsen husker dog en episode, hvor filmens fotograf, Mikael Salomon, blev så rasende på hende, at hun modtog en syngende lussing. ”Jeg stak fingrene ned i noget tøris, som skulle bruges til et eller andet og fik én på siden af hovedet. Jeg kom fra et hjem, hvor man bestemt ikke gjorde den slags, og da min mor hørte om det, blev hun rasende og gav ham en overhaling.”

De fem fik succes hos publikum

De fem og spionerne havde premiere i oktober 1969, og blev godt modtaget af danskerne. Næsten 100.00 købte billet til filmen. Pludselig vidste alle i Kerteminde, at Sanne Knudsen optrådte på det store lærred, og Trine Jakshøj tog De fem og spionerne med til England for at få muligheden for at købe rettighederne til flere film. Missionen lykkedes, og den næste i rækken blev De fem i fedtefadet. Den blev indspillet i sommerferien 1970 og havde – ligesom sin forgænger – premiere i oktober måned. Også den blev en pæn publikumssucces.

Læs også: Tag på byvandring i Ballings fodspor


Børnene blev større

Alligevel blev de ikke til flere eventyr for børnene på dansk grund. Selvom planen oprindeligt var at lave flere film, var Trine Jakshøj både dengang og nu afklaret med, at det ikke gik sådan. ”Der sker jo det, at børn, de vokser, de bliver pludselig store. De her dejlige unger, som spillede rigtig godt sammen, de var simpelthen blevet for gamle. Vi overvejede aldrig at gå videre med nye skuespillere. Vi var simpelthen for meget en stor familie til, at det virkede rigtigt.”

Selv hvis serien havde fortsat, var det blevet uden Sanne Knudsen. ”Da De fem i fedtefadet kom ud, var jeg i den præpubertære alder og kunne ikke lide opmærksomheden. Der ville jeg helst bare være som alle andre. Jeg følte i det hele taget, at skuespilleriet ikke var noget for mig. Glansbilledet var ligesom krakeleret. Derfor kontaktede mine forældre Trine og sagde, at jeg ikke ville deltage i flere. Men der var det vist allerede besluttet, at man ville stoppe.” I dag arbejder Sanne Knudsen som lektor og sidder i byrådet i Kerteminde frem til næste valg.

Læs også: Sanne Knudsen takker af i byrådet

De fem holder stadig i dag

De fem og spionerne og De fem i fedtefadet kan heldigvis stadig ses. Og selvom de er mere end et halvt århundrede gamle, formidler de stadig barndommens følelse af en sommerferies uanede muligheder. For Trine Jakshøj pegede de også på muligheder for dansk film: “Vi fik taget hul på, at man kunne lave film til børn i en periode, hvor der ikke rigtig var nogen. Så det er jeg glad for,” siger hun. Efter De fem i fedtefadet instruerede hun en spillefilm til, Den kyske levemand. Senere skiftede hun film ud med TV og kom til Danmarks Radio.

Trine Jakshøj