Premiere i helvede. Foto: Ole Lytken
Premiere i helvede. Foto: Ole Lytken

Premiere i helvede får premiere

Peer Guldbrandsen ville have frie hænder til at kunne lave film med hjerteblod, og Premiere i helvede udsprang af en personlig oplevelse. Til den altafgørende hovedrolle gav han en af dansk films mest produktive skuespillere chancen for en sjælden hovedrolle.

Film om skuespillere har altid haft en særlig dragningskraft. Hvad foregår der i kulissen, når tæppet er gået ned eller kameraerne slukket? For ikke at nævne til de glamourøse efterfester med champagne, sang og musik. I Premiere i helvede fra 1964 møder vi dog skuespilleren Philip Michaelsen så langt som muligt fra dette. Isolereret på en lille ø er han netop flygtet fra den celebre verden og sin rolle i den som feteret stjerne. Publikums beundring vendt til afsky, fordi der går rygter om, at han har begået en forfærdelig handling.

Peer Guldbrandsen på flugt fra nazisterne

I instruktørstolen sad Peer Guldbrandsen, der havde debuteret som instruktør nøjagtigt 20 år tidligere med lystspillet Sukceskomponisten. Han begyndte dog sin filmkarriere allerede i 1939 som skuespiller med en mindre rolle i filmen Genboerne. Udover skuespiller og instruktør var han også en flittig manuskriptforfatter, der nåede at skrive manuskript og sangtekster til hele 43 film, hvilket er rekord i dansk film.

Til Sukceskomponisten havde Per Guldbrandsen ligeledes skrevet teksterne til filmens sange, og det var også musikken der først fangede hans interesse. Selvom hans forældre begge var skuespillere, ville han være operasanger og studerede musik i årene 1930-1932. Skuespillet var dog for dragende, og han lagde nodehæfterne til side og forsøgte at slå igennem som skuespiller. Det lykkedes ham at få arbejde på forskellige teatre og spillede blandt andet revy.

Da krigen kom, arbejdede han fast som revyforfatter. Han begyndte at skrive og optræde med tekster, der var kritiske overfor besættelsesmagten og måtte som resultat flygte til Sverige i 1943. Med på rejsen var også hans søn, den kun 10 måneder gamle Ole Guldbrandsen. ”Jeg kan selvfølgelig ikke huske det, men jeg har ladet mig fortælle, at jeg ikke blev søsyg,” fortæller Ole Guldbrandsen om flugten til Dansk Filmskat.

Premiere i helvede blev til i de nye Risby-studier

Da krigen var slut, vendte familien Guldbrandsen tilbage til Danmark. Her genoptag Peer Guldbrandsen sit revyarbejde, og filmarbejde kom til – først for Palladium og senere Saga. I 1960 tog han så springet og blev selvstændig ved at købe den firlængede gård Ny Risbygård i Risby. Laden og hestestalden blev ombygget til filmstudier, penge blev rejst ved at bortforpagte de 17 medfølgende tønder land, og selskabet Novaris Film A/S så dagens lys.

Om baggrunden for dette sats, siger Ole Guldbrandsen: ”Da min far i sin tid startede Novaris Film var det for at have større frihed. Friere hænder til at instruere og skrive de film, han ville. Men det kom nok bag på ham, at han nu stod med det økonomiske ansvar. Han plejede jo bare at gå ind til producenten og sige, at han ville have noget til en scene, og så fik han det, uden at skulle bekymre sig om, hvad det kostede. Pludselig skulle han selv betale.”

Læs også: Historien bag filmen På tro og love


En inderlig appel

Premiere i helvede var en af Novaris Films første produktioner. Stilistisk er den vovet, idet den blander sort/hvid og farve. Derudover er intentionen klar: Den skulle være et ærligt og sandfærdigt indblik i den underholdningsverden, Peer Guldbrandsen kendte så godt. Men også en fortælling om faren ved at videregive kulørte rygter. I filmens program videregiver han en amerikansk vens oplevelser i Danmark:

”Og da han havde rost naturen og nationen og det demokratiske Danmark i et par timer, sagde jeg: »Jamen er der da slet ikke noget, du er utilfreds med? Er der slet ikke noget, der har generet dig her i landet?« Amerikaneren svarer, at han er forundret over danskernes evne til at bagtale andre mennesker, så snart de har forladt et lokale. Det får instruktøren til at komme med denne appel: ”Premiere i helvede handler om et rygte. Om sladder. Om ’den lille fjer, der bliver til fem høns’. Det har ødelagt mange menneskers liv. Tænk over det, næste gang De lytter til et rygte, vil De?”

En særlig hovedrolle

Til den altafgørende hovedrolle valgte Peer Guldbrandsen Preben Lerdorff Rye. I løbet af en filmkarriere, der spændte over 49 år og mere end 75 film, var det ellers mere reglen end undtagelsen, at Preben Lerdorff Rye fik biroller – og oftest som skurk. Ole Guldbrandsen – der arbejdede som toneassistent på Premiere i helvede – kan fortælle, at der under indspilningen af filmen var spænding omkring det faktum, at Preben Lerdorff Rye endelig skulle være hovedperson i en film: ”Det, var noget man talte om,” siger han. ”Egentlig var det synd for ham, at han altid skulle være skurk, for han var sådan en rar mand. Far brugte ham stort set altid i sine film. Der var en gensidig respekt imellem dem og aldrig noget bøvl.”

”Man tænkte, at han bare stod og mumlede”

Preben Lerdorff Ryes evne til at skildre menneskets mørke sider giver Philip en dybde og holder publikum i spænding. Judy Gringer fortæller, hvordan hans særlige teknik kunne virke forvirrende på hans medspillere: ”Han virkede uforberedt under optagelserne, og man tænkte, at han bare stod og mumlede. Men når man så ser det færdige resultat, fungerer det virkelig. Han havde en helt særlig udstråling.” I Premiere i helvede gav Peer Guldbrandsen ham muligheden for at vise hele sin spændvidde i en film af personlig betydning. Resultatet er ulig noget andet i dansk filmhistorie.

Film med Preben Lerdorff Rye