Støvsugerbanden (1963). Clara Pontoppidan, Henrik Bentzon, Agnes Rehni, Gunnar Lauring. Foto: Henrik Fog-Møller
Støvsugerbanden (1963). Clara Pontoppidan, Henrik Bentzon, Agnes Rehni, Gunnar Lauring. Foto: Henrik Fog-Møller

Støvsugerbanden var veteraner i uvante roller

Støvsugerbanden var et usædvanlig eksperiment, da den ramte de danske biografer i februar 1963: Nogle af landets mest respekterede og erfarne skuespillere i en satire over ungdomsfilm. Filmens fotograf fortæller, hvorfor der også på optagelserne til Støvsugerbanden var en helt særlig stemning.

Kriminaliteten stiger. Salget af støvsugere på afbetaling gør det samme. Imens hænger pensionister i grupper i parker, fordi øget velstand og den medicinske videnskab har fundet ud af at holde folk i live længere. Er der mon en sammenhæng? Svaret er ‘ja’ i Støvsugerbanden fra 1963. Her er pensionisterne nemlig begyndt at samle sig i kriminelle bander. Lederen af filmens “Støvsugerbande”, som tager sit navn efter deres foretrukne arbejdsredskab, er den pensionerede doktor Bach. Hans søster, Camilla, spiller også en aktiv rolle – hun er bandens sprængstofekspert og noget tunghør, hvilket dog også kommer banden til gode i deres kup.

Barnebarnet Lise har dog på fornemmelsen, at bedstefaren er ude på et skråplan. Hun hverver derfor den unge zoolog Peter til at hjælpe hende med at finde ud af, hvad der er op og ned. Mens politiet er magtesløse, har Støvsugerbanden vokseværk. Deres aktiviteter bliver både flere og mere og mere opfindsomme og vovede. Uforvarende kommer de til at træde pensionistgangsterkongen Augustin over tæerne. Han sætter nu alle sejl til for at komme Støvsugerbanden til livs.

Filmen i sig selv kan også kaldes lidt af et kup for de ældre medvirkende. Ofte havde de i deres karrierers senere år måtte nøjes med at spille biroller som forældre eller bedsteforældre. Men her stjæler de bogstaveligt talt billedet.

Leif Panduros vej til filmen og Støvsugerbanden

Støvsugerbanden var det andet samarbejde mellem instruktør Bent Christensen og manuskriptforfatter Leif Panduro. Det første kom i 1961 i form af Harry og kammertjeneren, og succesen med denne overbeviste parret om at prøve igen. Idéen om opstod efter sigende som en satire over den række af film, der var blevet lavet i årene forinden om ungdomsbander.

Før Bent Christensen fik ham til at skrive Harry og kammertjeneren var Leif Panduro kendt som forfatter til romaner og skuespil. Efter Støvsugerbanden arbejdede han hyppigt som manuskriptforfatter, især til tv-serier, heriblandt Huset på Christianshavn samt TV-film. Han opnåede en popularitet sås stor, at Klaus Rifbjerg efter hans død kalde ham “hele Danmarks psykoanalytiker”.

Selvom Leif Panduros film er underholdende, gik han bestemt ikke til opgaverne uden mål og mening: “Filmfabrikkerne har produceret en virkelighed, som slet ikke er ment som en virkelighed, som de godt ved er fup og fidus. Dét, der kendetegner dansk film, når den er værst, er, at virkeligheden er smart. Kvinden betragtes som et nydelsesmiddel i klasse med snustobak og brændevin. Men når dette falske virkelighedsbillede af publikum opfattes som attråværdig virkelighed, så bliver den reelle virkelighed infam, mindreværdig – og må til nøds udryddes, sgu’.” Som han sagde i et interview til Aktuelt samme år, Støvsugerbanden havde premiere.

Erfarne skuespillere i uvante roller

Til at spille rollerne som kriminelle pensionister fik Bent Christensen fat på en række af den ældre generations mest kendte skuespillere: Clara Pontoppidan, Henrik Bentzon, Gunnar Lauring, Johannes Meyer, Agnes Rehni og Hans W. Petersen. De var alle veteraner på dansk film og teater, højt skattet og respekteret igennem de foregående 30-40 år.

Man kunne forestille sig, at et sådant møde mellem store navne kunne resultere i friktion under optagelserne, der blev ledet af en instruktør, som endnu ikke var født, da de debuterede. Men faktisk var det stik modsatte tilfældet på Støvsugerbanden.

Dansk Filmskat har talt med filmens cheffotograf, Henrik Fog-Møller. Under optagelsen af Støvsugerbanden var han kun 24 år gammel, og han husker stadig den særlige stemning, der herskede på produktionen af filmen:

“De var topprofessionelle, alle de ældre skuespillere,” fortæller han. “Der var ingen nykker overhovedet, måske fordi de kendte hinanden alle sammen. Der var heller ikke meget instruktion fra Bents side. De vidste præcis, hvad det handlede om, og det skabte et fantastisk sammenhold bag kameraet.” Især husker han Clara Pontoppidan, den mangeårige førstedame på Det Kongelige Teater, der næppe i sin karriere havde spillet sprængstofekspert før. “Hun var simpelthen skøn, sød, venlig og imødekommende. Klar til hvad som helst og ikke til at vælte af pinden.”

Uvant improvisation i Støvsugerbanden

Støvsugerbanden var Henrik Fog-Møllers første film som cheffotograf. Inden da havde han arbejdet på flere kort- og dokumentarfilm, været assistent på Weekend, samt for den legendariske danske filmfotograf Henning Bendtsen på bl.a. filmen Paw. “Støvsugerbanden var en kæmpe chance for mig,” forklarer han.

“Det var en spændende tid i dansk film, og noget af det nye var, at kameraet kunne bevæge sig meget mere, end man gjorde før. Det brugte vi meget på Støvsugerbanden. Det hele var en leg, der var meget improvisation fra skuespillernes side, og det forsøgte jeg at fange med kameraet. Det var nok heller ikke noget, den ældre garde var så vant til, men det tog de meget flot, det må man sige.”

Læs mere: Dansk stumfilmsstjerne blev verdenskendt


Pornoens frigivelse

Henrik Fog-Møller havde taget billeder flittigt, siden han købte sit første kamera som 10-årig – for 30 kroner. Ikke mange år efter kom han ind i filmbranchen og var ifølge ham selv en vaskeægte “filmnørd”, der gik i biografen, når ikke han stod bag kameraet. Selvom drømmen var at lave film, forlod han filmbranchen nogle år efter Støvsugerbandens premiere.

“Jeg synes, at pornoens frigivelse havde en negativ indvirkning på filmenes kvalitet. Man kunne ikke lave film, uden at der skulle være stærkt erotiske scener hist og her for en sikkerheds skyld. Det virkede som om, man nogle gange var mest fokuseret på at lave nogle frække udhængsbilleder til biografskabene. Det fik jeg på et tidspunkt for meget af.” I stedet kastede Henrik Fog-Møller sig over faget som landskabsarkitekt.

Billeder tager han dog stadig, og minderne fra Støvsugerbanden lever i bedste velgående: “Vi hyggede os virkelig på de optagelser, og det skinner igennem i den færdige film, synes jeg. Alle arbejdede godt sammen, også de unge skuespillere, Henning Mouritzen og Henriette Norsmark.” Støvsugerbanden blev et hit, da den havde premiere og indbragte Hans W. Petersen en Bodilstatuette for bedste birolle. En passende kompensation når man tager i betragtning, at han i Støvsugerbanden indtager plastisk sprængstof i den tro, at det er marcipan.

Relaterede film