Judy Gringer. Foto: Steen Seersholm
Judy Gringer. Foto: Steen Seersholm

Judy Gringer: “Havde aldrig regnet med at blive 80 år”

Dansk Filmskat har mødt fødselaren til en snak om hendes liv og karriere. Judy Gringer fortæller om, hvordan hun kom til filmen og ABC Teatret, årene med Dirch Passer og hvordan det er at se sig selv på film i dag.

Det er en sjælden solrig lørdag i januar, da Dansk Filmskats Magasin møder Judy Gringer tæt på hendes bopæl i Indre København. Anledningen er, at hun fylder 80 år. ”Jeg havde aldrig troet, jeg skulle blive så gammel,” fortæller hun kort inde i samtalen på den ærlige og muntert overraskede facon, hun fortæller om sit begivenhedsrige liv på.

Flygtet til Sverige og på Den Kongelige Balletskole

Judy Gringer kom til verden i 1941 under 2. Verdenskrig. Som om det ikke var nok, var hendes forældre jøder, og familien, der også talte Judy Gringers tvillingebror Keld, måtte i 1943 flygte til Sverige. Hjemme igen efter krigens slutning blev Judy Gringers barndom tilbragt i Bagsværd, hvor faren havde sit skrædderi. Da hun var ni år, blev hun antaget på Det Kongelige Teaters Balletskole, og hverdagens program lød nu: Kl. 7.30 tog hun toget ind til byen til en lang dag med træning, prøver og forestillinger. Det boglige var absolut ikke i forgrunden:

”Vi gik i skole, hed det, men hvis vi skulle til prøve på Lohengrin eller Aida eller Sylfiden, så skulle vi ikke gå i skole. Måske var vi færdige med prøven halv tre, og bagefter gemte vi os nede i magasinerne, og der var ingen, der ledte efter os. Skolen var færdig halv fem, og vi gik op omkring kvart over fire og sagde til læreren »vi er lige blevet færdige.« Det blev forandret efterhånden, da balletten begyndte at rejse til New York og andre steder, og man opdagede, at eleverne knapt nok kunne læse, hvad der stod på skiltene.”

Efter fem år på balletskolen blev Judy Gringer kasseret. Det var en skuffelse for hende, og især hendes far, men hendes krop kunne simpelthen ikke stå distancen, forklarer hun. ”Det var helt rimeligt, fordi jeg fik krampe i benene og sådan noget og prøvede at skjule det. Men det kan man jo ikke. Jeg var heller aldrig kommet til at danse Svanesøen. Du skal være født til det, det kræver noget særligt af hele din krop og dine kræfter.” Efter ekskommunikationen fra Det Kongelige begyndte Judy Gringer at danse i et omrejsende balletkompagni bestyret af en kvinde ved navn Rita Clair. Turen gik til Italien, og den gjorde Judy Gringer rigere på oplevelser omend ikke penge. ”Rita Clair havde ikke styr på noget som helst, og i perioder blev vi slet ikke betalt,” fortæller hun. Italien bød dog på Judy Gringers første forelskelse i skikkelse af den senere sanger og skuespiller Johnny Dorelli.

Judy Gringer på filmkontrakt

Efter hjemkomsten blev Rita Clairs balletkompagni engageret til at danse ved en revy i Tivoli. ”Her så Gabriel Axel mig og hyrede mig til at spille en af de tre døtre i Guld og grønne skove. Jeg fik også kontrakt med Nordisk Film, og de prøvede at få mig til at gå til talepædagog. Hvis jeg havde været lidt ambitiøs eller lidt klogere, havde jeg måske taget imod det, men på det tidspunkt var jeg kæreste med Otto Brandenburg, som spillede i Tivoli med Four Jacks, så det havde jeg jo ikke tid til. Det har jeg måske savnet fremover. Det var svært, navnlig med morsomme replikker, at man skulle brøle dem ud. Der var dårlig akustik og næsten ingen mikrofoner på teatrene dengang. Det var første mange år senere i New York, at jeg tænkte på det. Her havde de mikrofoner, så skuespillerne kunne hviske, og man kunne stadig høre det.”


Læs mere: Judy Gringer udpeger 5 højdepunkter i filmkarrieren


Sketch på ABC Teatret

Københavns revykonge Stig Lommer så Guld og grønne skove og tilbød Judy Gringer at komme ud at danse på ABC Teatret i revyen Spræl, sprællemand, spræl. Med i revyen var også Dirch Passer, Kjeld Petersen og Lone Hertz. ”Egentlig skulle jeg kun danse, men så spurgte Stig mig, om jeg ikke ville lave en sketch med Dirch, som hed ”Babs og Nutte”, og så sagde jeg ja. Jeg var lige fyldt 17. Jeg nåede ikke at tænke så meget over det, jeg gjorde det bare. Hele min karriere er sådan set blevet styret af andre mennesker. Jeg har aldrig gjort noget, jeg ikke selv ville, men jeg har heller ikke taget initiativ til at gøre noget andet, før jeg mange år senere tog til New York. Nå, men Dirch insisterede meget på, at han ville lave den sketch, og den blev nærmest en slags sensation. Jeg kunne mærke undervejs, at han var forelsket i mig. Men det var først senere, under prøverne på Charles’ Tante, at vi blev kærester, og jeg flyttede fra mine forældre i Bagsværd og ind til ham på Gråbrødre Torv. Det var lige inden, jeg fyldte 18 år.”

Judy Gringer og Dirch Passer i trafikuheld

Judy Gringer beskriver årene med Dirch Passer som fantastiske. ”Vi var meget tætte,” fortæller hun. ”Der er nogen mennesker, du forstår lige med det samme, som man føler sig forbundet med. Det er svært at forklare. Ligesom med talent. Hvis man spurgte Dirch, hvordan han gjorde noget, kunne han heller ikke selv forklare det.” De år tog både Judy Gringers og Dirch Passers karriere fart. Dagene bød ofte på filmindspilningerne om dagen og teaterforestillinger om aftenen. Hvor hårdt de faktisk arbejdede fremgår af følgende historie:

”Jeg kan huske en episode, da vi optog Det tossede paradis oppe i Nordsjælland. Det var i december måned, og det var sindssygt koldt. Jeg satte mig ind og ventede i Dirchs bil, mens han optog den scene, hvor hans karakter hopper ned fra et træ og prøver at begå selvmord. Han sad på den gren i flere timer, imens filmholdet gjorde klar til optagelse. Da han endelig var færdig med scenen, satte han sig ind i bilen, der var varmet op, og vi begyndte at køre ind imod byen, hvor vi skulle spille en forestilling. Jeg faldt i søvn, som jeg gjorde så tit, med hovedet i hans skød. Men han faldt også i søvn, og så kørte han ind i en anden bil, en lastbil, der heldigvis kørte i samme retning. Man mente bagefter, at det var fordi, der var kulilte i bilen. Dirch var kommet til skade og skulle på hospitalet, men først ville han ikke. I stedet stilede han sig ud på vejen og prøvede at skaffe et lift. »Vi skal ind at spille Charles tante,« sagde han. Det var vi altså bare holdt op med for halvandet år siden. ”

Samlivet med Dirch Passer varede fem år, før de gik fra hinanden. Inden da var Kjeld Petersen afgået ved døden. ”Det var et chok,” fortæller Judy Gringer. ”Dirch røg helt ned i kulkælderen. Jeg var kun 21 år og havde ikke været tæt på døden før. Det var uvirkeligt. Vi havde alle sammen lige været på turné i tre uger. Kjelds død bragte Dirch og mig tættere på hinanden, men vi drev alligevel fra hinanden i længden.” Efter Kjeld Petersens død holdt Dirch Passer en lang pause fra teatret, og Jørgen Ryg og Preben Kaas, blev Judy Gringers nye samarbejdspartnere.

Dundrende revysucces med Fødder

”Jørgen og Preben var også forrygende, selvom der aldrig kom nogen som Kjeld og Dirch,” fortæller Judy Gringer. ”Jeg var heldig at være der sammen med de fire. Nogen kan ikke lide at spille med folk der er bedre end dem selv, men jeg har det modsat. Det er nemmere, synes jeg. Man bliver selv bedre. Jeg kan i det hele taget bedst lide at spille sammen med andre. Den eneste gang, jeg virkelig har haft succes med at være solist, var med en vise og lille monolog, Preben havde skrevet, der hed Fødder. Det gik ud på, at jeg kom ind i et par gummisko størrelse 45 og stillede mig op på en ølkasse og talte om, at man skulle være glad for fødder. Sådan var folk ikke vant til at se mig, for man skulle ellers altid være elegant klædt på ude på ABC Teatret. Der var jeg bare heldig at få et nummer, der var originalt og på det rigtige tidspunkt,” siger Judy Gringer beskedent. Fødder var med i revyen Sidste skylle på ABC Teatret i 1961 og er gået over i revyhistorien på grund af publikums ekstatiske reaktion. Bifaldet der fulgte nummeret varede nemlig så længe, at Dirch Passer kunne nå at løbe rundt om hjørnet til en blomsterbutik, købe en buket og komme tilbage og overrække den til Judy Gringer.

Mens minderne fra den tid er levende i Judy Gringers bevidsthed, har hun næsten ingen fysiske souvenirs tilbage. ”Nu her i min høje alderdom har jeg tænkt på, at der er ærgerligt, at jeg ikke har noget fra den tid. Jeg har en lille smule, men ingen plakater eller programmer eller anmeldelser. Jeg har overhovedet ikke tænkt på, at jeg skulle blive gammel – i hvert fald ikke så gammel. Ved siden af Stigs kontor var der et stort rum hvor alle de gamle plakater og alt muligt lå, og vi kunne bare være gået ind og have taget lige så mange, vi ville. I dag koster de en formue.”


Se alle filmene med Judy Gringer på Dansk Filmskat


Stort spring til New York

Efter at have medvirket i et utal af film og teaterforestillinger og op igennem 60’erne og 70’erne, oplevede Judy Gringer det samme, som mange andre kvindelige skuespillere har gjort både før og siden. Tilbuddene om roller blev færre. Da hendes datter – som hun havde fået med filminstruktør Knud Leif Thomsen – samtidig var ved at være voksen, besluttede hun at tage et spring ud i det ukendte. ”Ønsket om at tage til New York var udsprunget af fra film, jeg havde set, og bøger, jeg havde læst. Med hjælp fra Ove Sprogøe fik jeg et lille legat, men flybilletterne var dyre, så det var med at være sparsommelig. Det værste var dog, at jeg ikke kunne et ord engelsk, fordi vi ikke havde gået så meget i skole på balletskolen. Jeg lærte det efterhånden, blandt andet ved at arbejde som babysitter for en dansk-amerikansk familie. Når folk spurgte, hvem der havde lært mig engelsk, sagde jeg John Wayne.”

Da pengene fra legatet slap op, levede Judy Gringer blandt andet af at dele flyers ud på Broadway foran teatrene til fire dollars i timen. ”Det var et godt job, fordi man mødte en masse mennesker. Ofte gik der opsætninger af teaterstykker, som jeg selv havde spillet hovedrollerne i derhjemme. Og det skete af og til, at der kom danske turister forbi og råbte »Hvad fanden, det er Judy Gringer! Hvad laver du her?« Jeg arbejdede lidt som statist, selvom det ikke var noget mål for mig at blive skuespiller derovre. Og hvis jeg havde sagt til dem, at jeg havde lavet film i Danmark, ville de også bare have sagt: »Hvor er Danmark?«”

”Jeg synes, det er fantastisk, at folk stadig ser de gamle film, vi lavede.”

I alt seks år med flere længevarende ophold i New York blev det til, før Judy Gringer flyttede tilbage til Danmark. Her genoptog hun skuespillet med roller i blandt andet Erik Ballings sidste film, Midt om natten og Otto er et næsehorn. De seneste år, har hun lavet ”alt og ingenting” – læst bøger, været sammen med sine tre børnebørn og venner. For nylig fik hun en ny samboer i skikkelse af katten Lillith, opkaldt efter kvinden, der ifølge nogle jødiske skabelsesberetninger var Adams første kone. ”Den har fødselsdag d. 15. maj, men jeg har besluttet at fejre Lillith den 18., samme dag som Dirchs fødselsdag,” siger Judy Gringer.

Ser hun sine gamle film? ”Kun hvis der dukker en op i fjernsynet, jeg ikke har set alt for mange gange… Det var dengang, tænker jeg. Og måske prøver jeg at komme i tanke om, hvor jeg var i mit liv – som det så højtideligt hedder – på det tidspunkt.” Judy Gringer glæder sig dog over, hvor populære filmene er i dag: ”Jeg synes, det er fantastisk, at folk stadig ser de gamle film, vi lavede.”

Efter at Judy Gringer har fortalt i et par timer, skinner solen efterhånden mere end den varmer. Hun når dog lige at reflektere over sin runde fødselsdag en ekstra gang, inden der bliver sagt farvel: ”Selvom jeg ikke havde regnet med det, og det aldrig har været et mål for mig, er jeg glad for at fylde 80. Jeg synes faktisk, det er ret imponerende. Den store fest må jo desværre blive senere på året. Nu må jeg – uden sammenligning i øvrigt – holde det ligesom dronningen. Altså, jeg behøver ikke at stå og vinke ud ad vinduet.”

Film med Judy Gringer