Smukke-Arne og Rosa (1967). Foto: Gerhard Pedersen
Jeg begyndte at tudbrøle
Smukke-Arne og Rosa (1967). Foto: Gerhard Pedersen

Judy Gringer udpeger sine fem højdepunkter i karrieren

Judy Gringer fylder 80 år den 23. januar 2021, og i den anledning fortæller hun her om fem højdepunkter fra sin karriere, der tæller over 50 film.

Guld og grønne skove (1958)

”Min første rigtige filmrolle. Gabriel Axel valgte mig, fordi han så mig danse i Tivoli. Han skulle bruge tre ukendte piger til at spille de tre søstre. Og så valgte han altså blandt andre mig. Den første replik, jeg skulle sige, var til Karl Stegger, som spiller vores far. Vi skulle fedte os ind, fordi vi ville have nogle unge fyre på den anden ø, som vi var forelsket i.

Og så skulle jeg sige: »Jeg har stoppet den for dig« om hans pibe. Det gik fint, men da lydmanden Søren spillede båndet for mig, begyndte jeg at tudbrøle. Det lød ligesom Anders And, eller jeg ved ikke hvad. Det var frygteligt. Så sagde han, ”Bare rolig, det gør folk tit, når de hører deres stemme for første gang.” Han kunne jo ikke have, at pigen stod der og vrælede midt i optagelserne. Men det var altså chokerende.”

Poeten og Lillemor (1959)

”Den er sød, synes jeg. Ove er jo altid god. Og Karl, især der, hvor han synger Rifbjergs tekst. Jeg elsker dem begge to. Og Dirch selvfølgelig også. Han er kær i den film. Jeg kan især godt lide vores dansescene. Jeg kan huske, at vi bare lavede den – uden tilrettelæggelse eller prøver. Det var altid så nemt at spille med Dirch, for man fik utroligt meget forærende på grund af hans talent. Jeg har set nogle billeder af ham og mig fra den tid, og Gud hvor ser jeg ung ud. Hvad jeg selvfølgelig også var. Lige før jeg fyldte 18 år, flyttede jeg fra mine forældres hus og ind i hans lejlighed. Det var kort tid inden Poeten og Lillemor havde premiere.”

Smukke Arne og Rosa (1967)

”Vi startede optagelserne kun tre måneder efter, at jeg havde fået min datter. Så mine tanker var et andet sted, og optagelserne var hårde at komme igennem. Men det lykkedes. »Hvorfor sagde du ikke noget,« spurgte Morten, da jeg mange år senere fortalte ham om mine kvaler under optagelserne. Han var altid meget sød, forstående og hjælpsom, både som medskuespiller, som teaterdirektør og som filmkonsulent. For ikke så lang tid siden hjalp Smukke Arne og Rosa mig, at da jeg var på rejse i Italien. Jeg havde helt tilfældigt mødt en meget sød kvinde på gaden i Genova. Venita, hed hun. Jeg ledte febrilsk efter et sted at købe ind, men alt var lukket, fordi det var Helligtrekongersaften, som er en helligdag i Italien. Men Venita reddede mig, og vi begyndte at skrive sammen. Hun inviterede mig til at komme ned og besøge hende, og så var der en af mine venner herhjemme, der mente, at jeg skulle tage en af mine film med og vise hende. Gerne en hvor jeg har hovedrollen. Jeg valgte Smukke Arne og Rosa. Venita forstod ikke en lyd af den, men hun morede sig højlydt. »Judy, bella! You are so beautiful!« sagde hun. Jeg blev helt flov. »But it’s 40 years ago,« sagde jeg. Men det var hun altså ligeglad med. Og vi skriver stadig sammen i dag.”

Den gale dansker (1969)

”Jeg var meget glad for at arbejde sammen med Kirsten Stenbæk. Hun var tilpas anderledes og halvskør, og hun gav skuespillerne lov til at lave noget andet end det stive, hvor man ofte ikke kunne få lov til at bevæge sig. Det gav frihed, og jeg synes faktisk, at jeg er meget sød og sjov i den film. I lang tid kunne jeg bare gå og overdrive hvor god jeg var i den, fordi man ikke kunne se den. Den var nemlig ikke til at få på video. Men nu kommer den på Dansk Filmskat senere på året. Det bliver sjovt at se den igen og finde ud af, om den kan leve op til det, jeg husker, eller om jeg må revurdere min holdning. Jeg håber, jeg bliver lige så glad for den nu, som dengang. Det er jo over 50 år – mere end halvt århundrede – siden!”

Lenin, din gavtyv (1972)

”Det er også en af Kirstens film, hvor både Dirch og Jørgen er med. Igen var det en fornøjelse at få lov til at lave noget lidt anderledes. Ligesom i Poeten og Lillemor var Dirchs og min dansescene ret improviseret, selvom Dirch ikke var helt så mobil længere. Jørgen er også så sjov i den film, især hans replik, da han bliver spurgt: »Hvad synes De om krigen?« Og han svarer: »Ikke godt, ikke godt. Al den larm! Og så alle de mennesker!« Det er genialt. At spille sammen med ham, det var en oplevelse og en udfordring. På teateret var han ikke altid lige god til at huske sine replikker. Engang spillede vi et stykke af Dario Fo, hvor Jørgen og jeg spillede sådan et kærestepar, der skulle hjem og være vores ægtefæller utro. Hver gang han glemte sine replikker, dansede han en slags russerdans langs hele ABC Teatrets lange scene for at komme hen til sufflørkassen. Det kunne godt tage sin tid, og jeg måtte jo finde på noget at lave imens, så jeg hoppede rundt eller lavede noget stumfilmsparodi. Men det generede de andre skuespillere, og især Preben (Kaas) meget. Han havde lidt sværere ved at bevæge sig. Der kom min baggrund som balletbarn mig virkelig til hjælp.”

Film med Judy Gringer