Lone Hertz i Bella min Bella (1996). Foto: Björn Blixt
Lone Hertz i Bella min Bella (1996). Foto: Björn Blixt

Lone Hertz: Astrid Henning-Jensen var et ildmenneske

Lone Hertz fortæller om sit frugtbare samarbejde med instruktøren Astrid Henning-Jensen, som gennem en lang karriere banede vejen for kommende generationer af kvindelige filmskabere. Lone Hertz og Astrid Henning-Jensen var dog tæt på at ende som uvenner.

Det er en travl Lone Hertz, Dansk Filmskat får i røret: Samme dag er hun begyndt på prøverne til årets Revyperler i Rødby. Hun er dermed tilbage på den revyscene, som var med til at katapultere hende op på dansk kulturs stjernehimmel for 65 år siden. Travlheden til trods fortæller Lone Hertz levende og i detaljer om Astrid Henning-Jensen og de film, de lavede sammen. Både mennesket og værket står hende nemlig nær. 

Et ildmenneske

Et af kendetegnene ved Astrid Henning-Jensens film er, at de altid virker til at hvile på en bund af humanistisk, socialt engagement. ”Astrid var inderligt interesseret i mennesker og i menneskers livsvilkår. Selv var hun et ildmenneske, hun “flammede”, sad aldrig stille. Hun havde store ambitioner. Hun fulgte med i al kunstnerisk udfoldelse. Læste aviser og de nyeste bøger, så alle film og teaterforestillinger. Tog stilling og havde meninger om alt, ja, hun brændte,” fortæller Lone Hertz.

Forelskede sig i sit hold

Astrid Schmal begyndte som skuespiller, og det var som sådan, at hun mødte sin fremtidige mand og samarbejdspartner, Bjarne Henning-Jensen. Under besættelsen begyndte ægteparret at lave film. I begyndelsen kortere dokumentarfilm, og i 1943 kom så deres første spillefilm, Når man stadig er ung. I 1946 fik de et regulært internationalt gennembrud med Martin Andersen Nexø-filmatiseringen Ditte Menneskebarn.

Lone Hertz spillede med i tre af Astrid Henning-Jensens film, heriblandt hendes sidste, Bella min Bella. ”Astrid var et menneske, der altid forelskede sig i folk. Det gjaldt ikke kun hendes skuespillere, men hele filmholdet. Hun berusede sig i mennesker, kan man sige – men var altid dybt professionel. Jeg lærte Bjarne at kende, fordi vi lavede en serie sammen til TV. En slags ABC over filmproduktion, hvor man hver gang viste, hvilke veje der førte til gode løsninger, men også hvor galt det kan gå, I den forbindelse var jeg hjemme hos Bjarne og Astrid. Efter det besøg sagde hun, at hun ønskede at lave en film med mig.”

En sjælden chance

Lone Hertz blev hyret til hovedrollen i Utro, som havde premiere i 1966 og var baseret på Tove Ditlevsens roman To som elsker hinanden. ”For mig var det en Guds lykke, at jeg traf Astrid. På det tidspunkt blev der stort set kun lavet film, hvor Dirch faldt ned af en trappe, og så gav vi andre stikord til det. Ikke fordi der var noget galt med det. Men som skuespiller vil man jo også gerne have mulighed for at spille mere udfordrende roller. Jeg havde været heldig at få lov at spille én i Herman Bangs Tine, en vidunderlig rolle som jeg modtog en Bodil for. Det var en af de få mere seriøse film, der blev lavet, og det var kun fordi, der var en markering af 100-året for 1864. Det var enestående – på det tidspunkt – i sig selv at få lov til at spille i en anden type film, og så også at få lov til at arbejde med Astrid Henning-Jensen. Det var der ikke mange, der gjorde.”

 

Læs mere: 5 højdepunkter i Dirchs karriere


Ebbe Rode stoppede optagelserne

Utro handler om den psykologistuderende Lene, som har et forhold til en mange år ældre, gift litteraturanmelder. Da Lene bliver gravid, forvandles leg til alvor. Tove Ditlevsen havde selv skrevet manuskriptet til filmen, men det levede ikke op til Astrid Henning-Jensens forventninger. Problemerne med manuskriptet faldt sammen med, at Lone Hertz havde stor lyst til at prøve at improvisere, inspireret af John Cassavetes film, som var blevet til i et samarbejde med skuespillerne.

”Alle vi skuespillere myldrede i biografen for at opleve den store frihed, som Cassavetes gav sine skuespillere – som i øvrigt også var hans private venner,” erindrer hun. ”Jeg bad Astrid om, at vi skulle prøve den samarbejdsform. Det var hun med på – blandt andet fordi hun ikke var tilfreds med manuskriptet. Men under optagelserne vakte det opsigt. Jeg spillede jo over for den meget fine, men også meget konservative skuespiller Ebbe Rode. Da jeg begyndte at improvisere, afbrød han optagelserne og sagde til Astrid: ‹Sig mig, skal frøken Hertz sige det dér?› ‹Ja, ja. Lone og jeg har aftalt det,› svarede hun, og så blev det sådan. De bedste scener i filmen blev netop dem, der er improviseret frem.”

Det var dog lige ved, at Utro aldrig var blevet til noget. Astrid Henning-Jensen fik nemlig afvist sin ansøgning om filmstøtte til produktionen, og filmens fremtid hang dermed i en tynd tråd. ”Det var horribelt, at Astrid blev underkendt på den måde, når hun havde så stort et navn,” mener Lone Hertz. ”Men vi gennemførte alligevel på lavbudget. Astrid var berømt for at holde lavbudgetter. Dengang havde man jo ikke video, men brugte råfilm, og det var dyrt. Både hun og Bjarne var meget dygtige økonomisk set.”

Skabte vrede til prisoverrækkelse

Trods udfordringerne blev Utro realiseret. Efter premieren fik filmen gode anmeldelser, og Lone Hertz modtog en Bodil-statuette for sin præstation. ”Jeg ankom til prisoverrækkelsen direkte fra teatret, hvor jeg spillede Nora i Et dukkehjem og havde stadig mit kostume på. Da jeg skulle modtage statuetten, holdt jeg en tale fra scenen, hvor jeg hyldede Astrid for den store sejr, det var, at filmen – som var blevet underkendt af alle – på trods gav mig en Bodil. Mine ord gjorde Kith Keller, der stod i spidsen for juryen, rasende. Han sagde, at jeg ikke måtte stå og drive politik på scenen. Men det var en stor sejr for os.”

Efter succesen med Utro fik Lone Hertz og Astrid Henning-Jensen et par år efter igen muligheden for at lave en film sammen. Resultatet blev Mig og dig – endnu en film der i formsprog og tematik ikke lignede samtidens øvrige. I Mig og dig spiller Lone Hertz designeren Maj, som er splittet mellem eksmanden Henning, spillet af Axel Strøbye, og den svenske skuespiller Jan, spillet af Sven-Bertil Taube.

Kirsten giftekniv

”Astrid havde en særlig kærlighed til svenske skuespillere og var derudover lidt af en Kirsten Giftekniv. Jeg kunne mærke, at hun gerne ville have, at jeg skulle forelske mig i Sven-Bertil Taube. Vores første møde arrangerede hun på hans hotel, hvor han ventede med 50 langstilkede roser. Nu var der bare det uheldige ved det, at jeg var gift med Axel Strøbye, som jeg både var meget glad for, og som også skulle spille med i filmen. Så der blev ikke nogen bukser ud af det skind.”

Lone Hertz forsøgte at slippe

Efter Mig og dig blev der længere imellem, at Astrid Henning-Jensen instruerede film. I stedet brugte hun tiden på at skrive manuskripter og selv spille mindre roller. I 1978 instruerede hun dog Vinterbørn og i 1986 Barndommens gade. Hendes sidste spillefilm blev Bella min Bella. På det tidspunkt var hun 80 år, og som så mange gange før var drivkraften social indignation, fortæller Lone Hertz, som Astrid Henning-Jensen ville have til at spille rollen som Bellas mor, Maj.

”Hun ville have, at den skulle handle om flygtningebørn. Selv havde jeg rigeligt at gøre på det tidspunkt, ikke mindst med min søn Tomas, som blev vaccinations- og hjerneskadet som baby, og jeg prøvede faktisk at komme uden om at medvirke i filmen. Jeg fandt heller ikke manuskriptet optimalt. Det var svært, for jeg stod både Astrid og Bjarne nær. Jeg forsøgte at forlange så meget i gage, at jeg tænkte, at det ville producenten ikke betale. Men det gjorde de.”

Uvenner under optagelserne

Trods det faktum at Astrid Henning-Jensen under optagelserne var det, Lone Hertz kalder ”en meget voksen kvinde”, var hendes mentale evner intakte. ”Hun var skarp i hovedet og havde stadig sin nysgerrighed og ambition. For eksempel var det på det tidspunkt moderne med nogle meget højhælede korksko. Dem gik de unge på filmholdet rundt i, og straks sagde Astrid ‹Sådan nogle vil jeg også have.› Der blev sendt bud til en skoforretning efter et par i hendes størrelse, og så tøffede hun rundt i dem under optagelserne.”

Det færdige resultat blev dog ifølge Lone Hertz skæmmet af, at der under indspilningen ikke var samme holdånd, som hun tidligere havde fundet på Astrid Henning-Jensens film. ”Som instruktør er man ikke kun afhængig af sine skuespillere, men ikke mindre af hele det tekniske hold. Film er dyrt, og det skal gå stærkt. Hvis ikke holdet er en enhed, er man meget alene som instruktør. Det var min oplevelse, at der tidligere altid havde været en stærk fællesskabsfølelse på Astrids film. Det var der desværre ikke på Bella min Bella, og hun havde nok ikke helt kræfterne længere til at styre de forskellige temperamenter og sige ‹nu er det nok,› når der var brug for det.”

Den dårlige stemning fyldte så meget, at den også påvirkede relationen mellem Lone Hertz og Astrid Henning-Jensen. ”Det endte med, at vi blev uvenner, hvorefter Astrid holdt op med at tale til mig. En af de store scener i filmen er et opgør, jeg har med Lars Boms karakter. Jeg spillede igennem, og jeg græd, tårerne flød, men intet af det kom med i filmen, fordi hun kun lavede nærbilleder på Lars, som var blevet hendes favorit.”

Forsoning og respekt

Uvenskabet under optagelserne til Bella min Bella afholdt dog ikke Lone Hertz fra at besøge Astrid Henning-Jensen på hospitalet, da hun få år senere blev indlagt. ”Heldigvis nåede vi at blive forsonet. Kort tid efter døde Astrid.” I dag mindes Lone Hertz Astrid Henning-Jensen med varme og respekt: ”Hun var modig. Hun helmede aldrig og gik aldrig på akkord. Hendes liv var kunsten.”

Astrid Henning Jensen