Lille Virgil og Orla Frøsnapper (1980) af Ole Lund Kirkegaard. Foto: Jeppe Jeppesen
Lille Virgil og Orla Frøsnapper (1980) af Ole Lund Kirkegaard. Foto: Jeppe Jeppesen

Ole Lund Kirkegaard skabte ny fortællemåde til børn

Der er et før og et efter Ole Lund Kirkegaard i dansk børnelitteratur. Så kort kan det siges. Selvom han kun blev 38, nåede læreren fra Himmerland at skrive bøger, der stadig bliver læst og filmatiseret.

”Man skal skrive om de ting, der optager børnene til daglig, og man skal så prøve at huske, at børn slet ikke er de små engle, som man ofte har villet gøre dem til i børnebøgerne.” Med de ord indkapslede Ole Lund Kirkegaard selv, hvad der gjorde hans bøger unikke. Før Lille Virgil udkom i 1967 var børnelitteratur i Danmark nemlig noget meget andet end det, vi kender i dag. Den var fortalt i et ofte stift voksensprog og havde som regel en klar morale til de unge læsere. Det vendte Ole Lund Kirkegaard på hovedet ved at lade sine bøger fortælle fra børnenes perspektiv. Og børnene er frække på godt og ondt, som regel uden respekt og forståelse for de voksnes verden med dens regler og koder.

Torben Weinreich er tidligere leder af Center for Børnelitteratur ved Aarhus Universitet og udgav i 2010 bogen Ole Lund Kirkegaard – et forfatterskab. Han fortæller til Dansk Filmskat: “Ole Lund Kirkegaards bøger foregår i et virkeligt børneunivers. Det vil sige, at de er skrevet på børns betingelser. Det er børn, der oplever noget, og som leger. Det hele foregår med andre ord på børnenes præmisser. Ikke de voksnes.”

Modsat tidligere tiders børnebøger var sproget ikke som en voksen, der taler til et barn, men formet efter børns egen måde at tale på. Her et eksempel fra Lille Virgil:

Hvad er nattøj?, spurgte lille Virgil. Sådan nærmest en slags skjorte eller sådan noget, sagde Carl Emil. Jeg kan ikke rigtig forklare dig det. Sådan noget nattøj tror jeg godt, jeg kunne tænkte mig, sagde lille Virgil. Det skulle du ikke ønske dig, sagde Carl Emil. Man skal vaskes, før man skal have det på. Lille Virgil blev helt bleg. Skal man vaskes hver aften så?, spurgte han. Ja, sagde Carl Emil. Både i hovedet og alle steder.

Ifølge Torben Weinreich skete der noget radikalt nyt i dansk børnelitteratur, da Lille Virgil udkom. Og det var ikke bare en ny måde at skrive bøger til børn på, men også et helt andet blik på børn i det hele taget som komplekse størrelser, der ikke er entydigt ‘gode’ eller ‘onde’. Ole Lund Kirkegaard skildrer nemlig ikke en idealiseret verden, hvor børnene opfører sig, som de voksne synes, at de bør.

Ole Lund Kirkegaard blev inspireret af sine elever

Ole Lund Kirkegaard var uddannet lærer og arbejdede på Oue Skole i den lille by Oue i Himmerland. Efter sigende gik han til lærergerningen med samme respekt for børnene, som ses i hans bøger. Han havde selv hadet at gå i skole, men så en mulighed for at blive en anden slags lærer end dem, der havde gjort skoletiden sur for ham selv.

Det lykkedes tilsyneladende – han var kendt som en populær lærer, en af de få, der ikke slog børnene, men tværtimod var solidarisk med sine elever og inspirerede dem til at være nysgerrige. Filminstruktør Niels Arden Oplev var en af disse elever, og brugte Ole Lund Kirkegaard som forlæg for den unge lærer Freddie i hans film Drømmen fra 2006.

Inspirationen gik dog begge veje. Oue skole var nemlig fuld af elever, der kunne bruges til forlæg for Ole Lund Kirkegaards karakterer. Anne Lise Kirkegaard, som mødte Ole Lund Kirkegaard på Århus Katedralskole og senere blev gift med ham, har udtrykt det sådan til Fyens Stiftstidende:

“Der er ingen tvivl om, at samværet med børn, og det, at han tilstræbte at være ærlig over for dem, gav ham nogle oplevelser, nogle samtaler og betroelser, som han har kunnet bruge, da han begyndte at skrive. Blandingen af hans erfaringer med at være sammen med børn og hans egne oplevelser som barn var rigtig god i den proces.”

Ole Lund Kirkegaards sympati for de skæve

Lille Virgil blev til efter, at Anne Lise Kirkegaard og Ole Lund Kirkegaard havde været lærere i nogle år. Til højtlæsning i klassen plejede Ole Lund Kirkegaard at bruge historier, han selv fandt på. Da Politiken lavede en konkurrence for børnehistorier, deltog han med historien “Dragen”. Den vandt, og Ole Lund Kirkegaard blev opmuntret til at skrive mere. I 1967 udkom så Lille Virgil med forfatterens egne tegninger. Her møder vi vennerne Lille Virgil, Carl Emil og Oskar. De bor i en lille, fiktiv by, som også er beboet af en række andre karakterer.

“Der er to typer voksne i Ole Lund Kirkegaards bøger,” fortæller Torben Weinreich. “De skæve karakterer, som for eksempel Kong Gulerod, der er meget anderledes og spiller op imod de andre voksne, eksempelvis skolelæreren i Lille Virgil. Han er sammen med andre af sin type over-almindelige, kedelige voksne.”

Torben Weinreich pointerer, at det er et interessant træk ved bøgerne, at sympatien ligger hos børnene, de gamle og de skæve karakterer: Dem, der ikke helt er en del af samfundet. Mens de negative skildringer er forbeholdt de voksne, der insisterer på at ydre krav og mål og at holde på formerne er det vigtigste i livet.

Anne Lise Kirkegaard mener, at det var en af de centrale ambitioner for Ole Lund Kirkegaards skrivning at nuancere billeder af de såkaldt frække børn. “Han sagde, at når børn bliver kaldt frække, så er det, fordi de ikke passer ind i de forventninger, som vi som voksne har til dem. Han ville gerne se verden fra børnenes synspunkt og ud fra deres begrænsede erfaringsgrundlag. De er åbne, og det skal man forsøge at få til at gro og blomstre, så de bliver ved med at være det. Den holdning ligger også bag hans måde at skrive på.”

Stoppede som lærer

Ved sin udgivelse blev Lille Virgil mødt med stor begejstring af læserne. “Den blev modtaget med kyshånd,” siger Torben Weinreich. ”Alle havde sans for, at det var noget nyt og anderledes. Samtidig havde tidsånden bevæget sig i den retning, så den kom på det helt rigtige tidspunkt.”

I 1968 fulgte så Albert, historien om den hittepåsomme dreng, hvis moster altid klapper ham på hovedet og siger, at han nok skal blive borgmester en dag. Mens han selv hellere vil være sørøver. For Albert vandt Ole Lund Kirkegaard Kulturministeriets Børnebogspris, og også den blev et hit. Det samme gjorde hans næste bøger, og efterhånden blev det muligt for ham at leve af sit forfatterskab. I 1976 sagde han derfor sit arbejde som lærer op.

I stedet for den daglige omgang med børnene, rejste han nu meget rundt i landet og holdt foredrag. Hans forbrug af alkohol voksede, og en nat efter et foredrag og besøg på en lokal kro, faldt han om i sneen og frøs ihjel. Ifølge Anne Lise Kirkegaard nåede han inden sin død at fortryde, at han var stoppet som lærer:

“Ole blev efterhånden klar over, at det var et rigtig dårligt valg, han havde truffet. Og jeg vidste, at jeg havde været dum, fordi jeg støttede ham i det. Han begyndte at tvivle på, om han kunne leve op til alle de forventninger, der var til ham. Og kort tid inden han døde, havde han besluttet sig for, at han ville tilbage og være lærer for at kunne være tæt på børnene og blive beriget med den inspiration, de gav ham. Han ville have den daglige kontakt, høre deres sprog og følge med i, hvad de interesserede sig for.”

Læs også: De fem-instruktør: ”Vi var som én stor familie”

Ole Lund Kirkegaards univers i levende billeder

Størstedelen af Ole Lund Kirkegaards bøger er blevet filmatiseret. Den første kom i 1980 med Lille Virgil og Orla Frøsnapper, som altså kombinerede to af bøgerne. Den er instrueret af Gert Fredholm og havde premiere i 1980. Næsten en halv million mennesker gik ind og så den. Ole Lund Kirkegaard nåede ikke selv at se nogle af sine bøger på det store lærred. Torben Weinreich mener dog, at han kunne have været tilfreds.

“Filmene forsøger at følge op på bøgernes snit, og det gør de godt. Et sjovt greb ved Lille Virgil og Orla Frøsnapper er i øvrigt, at den flytter Kong Gulerod, der bliver spillet af Jesper Klein, til cirkus-verdenen. Det synes jeg fungerer rigtig godt, for det er et univers, hvor karakteren rigtig kan udfolde sig.”

Lille Virgil og Orla Frøsnappers succes blev kort efter fulgt op af Gummi Tarzan i 1981, Otto er et næsehorn i 1983 og Hodja fra Pjort i 1985. De tre udmærker sig ved at indeholde decideret magiske elementer. Torben Weinreich kalder dem forløbere for den fantasy-bølge, der senere er skyllet ind over dansk litteratur og film. At Ole Lund Kirkegaards univers stadig er populært ses blandt andet i det faktum, at der de seneste 10 år er kommet hele fire nye filmiske bud på hans bøger. Heraf tre animationsfilm, hvor man kan se hans streg vakt til live.

Ole Lund Kirkegaards eftermæle

Hans betydning for dansk kultur ses dog ikke kun i den fortsatte læsning og filmatisering af hans bøger. Torben Weinreich mener, at hans betydning for den børnelitteratur, der bliver skrevet i dag, er svær at overvurdere. “Han introducerede et nybrud og gjorde simpelthen universet for børn større. Mange af de børnebogsforfattere, som er mest populære i dag, er rundet af den tradition, han startede. Derudover var han også med til at indføre, at børnebøger skulle være illustrerede. Det var ikke rigtig noget, man gjorde før ham.

Selv dem, der aldrig har læst en af hans bøger eller set en af hans film, er nok kommet i kontakt med hans univers under et besøg hos bageren. Den nøjagtige dato fortaber sig i historiens tåger, men det skulle være ganske vist, at der engang var en bager, som stod med en portion tebirkesdej til overs. Han besluttede sig for at eksperimentere og lavede en drejet kreation med sesamfrø på toppen. Men hvad skulle den hedde? Blikket faldt på en plakat for Lille Virgil og Orla Frøsnapper, og en klassiker var født.

Kilde: Ole Lund Kirkegaard: Lille Virgil. Gyldendal, 1967 (2013)

Ole Lund Kirkgegaard-filmatiseringer