Den usynlige hær (1945). Foto: Rudolf Frederiksen
Den usynlige hær (1945). Foto: Rudolf Frederiksen

Danske modstandsfilm – historie eller myte?

De danske frihedskæmpere har lige siden 2. Verdenskrigs afslutning fascineret danskerne. Men har vi overhovedet noget at være stolte af? En række modstandsfilm giver hver deres bud på, hvem modstandsbevægelsen var, og filmene er dermed selv blevet en del af historieskrivningen.

Besættelsestidshistoriker Caspar Jexlev fortæller igennem seks modstandsfilm, hvordan filmmyter adskiller sig fra virkeligheden og giver sit bud på, hvorfor modstandsfilm er blevet mere populære med tiden.

Den usynlige hær (1945)

Historien om modstandsmanden Poul, der vender tilbage til Danmark fra England. I hans fravær er kæresten Alice og vennen Jørgen kommet meget tæt på hinanden. Ikke mindst på grund af Alices borgerlige mor, som presser på for en forening imellem de to. Mens Poul har taget kampen op imod tyskerne, har Alice og Jørgen tilbragt krigsårene i passivitet. Hans tilbagevenden skaber derfor røre, og forude venter en storstilet sabotageaktion imod Jørgens arbejdsgiver, Metrodan.

Manuskriptet til Den usynlige hær blev skrevet af Knud Sønderby, der brød igennem i 1931 med romanen Midt i en jazztid. Under krigen var han en del af modstandskampen og måtte i 1943 flygte til Sverige. Her tilbragte han resten af krigsårene i eksil. Han var dog ikke modstandsfilmens eneste forbindelse til faktiske frihedskæmpere: Bodil Kjer, Mogens Wieth, Ebbe Rode og Poul Reichhardt var alle i større eller mindre grad aktive i kampen mod tyskerne.

Med premiere allerede den 6. oktober 1945 var Den usynlige hær den første modstandsfilm. Samlet set var en meget lille del af danskerne, gået til våben mod tyskerne: Ikke engang i tiden omkring befrielsen, hvor antallet af modstandsfolk var størst, nåede det op på 2 % af den danske befolkning. Der var derfor en stor interesse i at høre om modstandsbevægelsens arbejde.

I dele af modstandsbevægelsen selv var der dog stor utilfredshed med, at flere danskere ikke havde sluttet sig til dem. Med sin skildring af manglende handling hos ellers våbenføre danskere åbnede Den usynlige hær op for denne vanskelige diskussion. ”Man kan sige, at den er modstandsbevægelsens eget opgør med befolkningen,” siger Caspar Jexlev. ”Den var en måde for dem at sige »Det var os, der gjorde alt det her og ofrede os, mens I bare brokkede jer over manglen på kaffe og cigaretter.«”

Poul udtrykker dette synspunkt i filmen, da han i skuffelse siger: ”Hvad skal det til for det hele? Man tror, at man gør noget, noget som man kan være bekendt, noget med frihed og ren luft, noget stort, noget for alle mennesker, og hvad er det så, mennesker vil? Lidt sjov og lidt hygge og en seng at hore i. Det er dét, man har rendt og spillet idiot for.”

Udover den krasse kritik af den brede danske befolkning er frihedskæmpernes sociale og politiske baggrund i Den usynlige hær værd at notere sig. ”Set over hele besættelsen var kommunisterne de mest dominerende i modstandskampen. Samtidig var det meget sjældent, at folk fra borgerskabet kæmpede imod tyskerne,” forklarer Caspar Jexlev. Den usynlige hær er tro imod dette faktum, idet modstandsgruppen primært består af arbejdere. Borgerskabet – repræsenteret af Alices mor og direktøren for Metrodan – er dog ikke bare passive. Sammen med nazisterne er de filmens skurke, fordi de på hver deres måde modarbejder frihedskæmperne og hjælper tyskerne.

De røde enge (1945)

Befrielsesårets anden modstandsfilm kom 2. juledag. Her havde De røde enge premiere, og igen sås Poul Reichhardt i en bærende rolle. Filmen er senere blevet kaldt en af hans bedste præstationer på film. Han er dog ikke den eneste fællesnævner med Den usynlige hær. De røde enge handler også om en modstandsgruppe, som begår industrisabotage. Der er dog nogle bemærkelsesværdige forskelle imellem de to film.

Mere end dobbelt så mange danskere gik i biografen og så De røde enge sammenlignet med Den usynlige hær. Ifølge Caspar Jexlev skal en del af forklaringen på dette findes i De røde enges skildring af forholdet mellem modstandsbevægelsen og den øvrige danske befolkning: ”De røde enge går ikke på samme måde som Den usynlige hær i rette med den brede danske befolkning, der ikke tog kampen op imod tyskerne. Derudover anklager den heller ikke borgerskabet for at være landsskadelige medløbere. Gruppen af modstandshelte kommer her fra alle lag i samfundet, og Poul Reichhardts hovedperson virker til bevidst at være blevet klædt på en måde, så han kunne komme fra næsten alle samfundslag.”

Det var dog ikke kun en krigstræt befolkning, der havde en interesse i at se modstandskampen fremstillet som hele Danmarks kamp. Politisk set foregik der efter krigen en magtkamp imellem de etablerede partier og modstandsbevægelsens paraplyorganisation, Frihedsrådet. Mens politikerne mente, at de alene skulle have magten i det frie Danmark, forlangte Frihedsrådet at få politisk indflydelse. Caspar Jexlev forklarer det sådan:

”Det politiske etablissement støttede en fremstilling af modstandskampen som en fælles indsats. Det underminerede nemlig Frihedsrådets rolle som de egentlige aktører. Og kunne med lidt tilsnigelse bruges til at sige, at politikerne havde bidraget ved at praktisere legalt modstandsarbejde for at gøre plads til modstandsbevægelsens illegale arbejde. Men det er – groft sagt – fis i en hornlygte.”

Der kom en dag (1955)

Ligesom med Den usynlige hær er Der kom en dag skrevet af en modstandsmand. Dog en kontroversiel en af slagsen. Fleming B. Muus nåede således både at blive tildelt en æresmedalje for sit modstandsarbejde og at blive anklaget for underslæb af englænderne. Da krigen brød ud, arbejdede han for et britisk firma i Liberia. Han satte efter eget udsagn straks kurs mod England, som han nåede frem til i 1942. Rejsen var eftersigende dramatisk og involverede blandt andet en ugelang kanotur langs Liberias kyst samt ophold på et skib, der blev skudt i sænk ud for Irland.

Da han nåede frem, begyndte Flemming B. Muus at arbejde for Special Operations Executive (SOE). Flere gange blev han kastet ned over Danmark i faldskærm med materiel og viden, som blev bragt videre til modstandsbevægelsen. I 1944 kom så anklagen om underslæb i London. Efter krigen blev han dømt skyldig af en dansk domstol og rejste derefter til Sydafrika.

Der kom en dag er interessant af flere grunde,” siger Caspar Jexlev. ”Dels er den sammen med Den usynlige hær en af de få film, der skildrer SOE-soldaternes virke. Og så er der filmens brug af kirken som gemmested for filmens hovedpersoner og romancen med præstedatteren. Kirken er faktisk med i stort set alle modstandsfilm på den ene eller den anden måde. Ofte i form af præstesønner eller -døtre. Og altid på modstandsbevægelsens side.”

Caspar Jexlev mener, at kirken bliver brugt til at give velsignelse til handlinger, som i andre sammenhænge ville blive betragtet som moralsk forkerte. ”Når kirken optræder på de godes side, er det også med til at underbygge grundfortællingen om et samlet Danmark i kamp mod besættelsesmagten. Men det er da også rigtigt, at der var en del præster, som tog aktivt del i kampen. Blandt andet som det ses i Der kom en dag med at skjule materiel og frihedskæmpere,” siger han.

Der var engang en krig (1966)

Palle Kjærulff-Schmidt og Klaus Rifbjergs film er næsten det modsatte af en modstandsfilm. For dens 14-årige hovedperson Tim er krigen blot et bagtæppe for teenagelivets forelskelser og øvrige op- og nedture. Fokus er her ikke på de heroiske få, men på de mange mennesker, der forsøgte at opretholde en normal tilværelse i besættelsens skygge.

Der var engang en krig forsøger hverken at skjule eller kritisere den passivitet, som modstandsbevægelsen anklagede befolkningen for i Den usynlige hær. Instruktør Palle Kjærulff-Schmidt sagde i et interview med Land og Folk før premieren om intentionerne bag filmen:

”Blandt andet har vi villet lave et korrektiv til den historieskrivning, der har fundet sted omkring besættelsestiden. Alle de film fra krigens tid handler om huse, der styrter sammen, og sabotører, der går i aktion. Men dagligdagen var jo en helt anden. Vi levede i et beskyttet miljø. Jeg husker ganske vist godt, at vi måtte søge ned i beskyttelseskælderen nu og da. Men der skete sjældent noget. Og det skuffede mig virkeligt. Det er ’den lille krig’ vi vil vise.”

 

Læs også: Mordets Melodi – Et diskret opgør mod nazismen

 

Forræderne (1983)

Forræderne handler ikke om modstandskampen, men er alligevel interessant i denne sammenhæng. Den skildrer nemlig to skæbner, som ikke er set før på dansk film: Tidligere medlemmer af Frikorps Danmark, der er deserteret og nu bliver jaget af både tyskere og danskere. Caspar Jexlev forklarer filmens tema med, at man i denne periode begynder at fokusere mindre på modstandsbevægelsen. ”Efterhånden som krigen er kommet på afstand, bliver det mere spiseligt at fokusere på nogle andre af krigens ofre. Bortset fra Oktoberdage, der handler om Jødeaktionen og kommer ud i 1970, kommer der ikke en eneste film om modstandsbevægelsen mellem 1966 og 1991.”

I stedet fokuserer man i højere grad på menneskeskæbner, der falder uden for grundfortællingen. Det kan være tyskerpiger eller som i Forræderne to unge mænd, der har kæmpet for Nazityskland på Østfronten. Hovedpersonerne Bertel og Hardy bliver ikke fremstillet som helte ligesom frihedskæmperne i modstandsfilmene gør det. De er nærmere en slags anti-modstandshelte. Hvor det i andre film er tydeligt, hvem der er de gode, og hvem der er de onde, er det her mere mudret. Hardy og Bertel er fanget i historiens store maskineri. På den forkerte side af ”kridtstregen, en generation kun fik chance for at krydse én gang,” som Anders Bodelsen skrev i sin anmeldelse af filmen i Politiken.

Drengene fra Sankt Petri (1991)

Fortællingen om brødrene Gunnar og Lars, som sammen med en gruppe venner mødes på loftet i deres fars kirke. Deres modstand mod tyskerne består mest i at synge smædesange og pifte cykler. Indtil arbejdersønnen Otto bliver medlem af klubben, og de begynder at lave reel sabotage. Mere end 250.000 danskere købte billet til Drengene fra Sankt Petri. Den indvarslede dermed en ny epoke for danske film om besættelsen.

Selvom de på flere måder ligner modstandsfilmene fra den første bølge, adskiller de sig væsentligt på to måder: Den ene er deres massive popularitet, der langt overstiger filmene fra den første bølges. Den anden er, at mens de tidligere film finder sted under besættelsen, men har fiktive personer i hovedrollerne, begynder modstandsfilmene nu at skildre historiske karakterer og situationer. Drengene fra Sankt Petri er således inspireret af Churchill-klubben, en gruppe på otte drenge i alderen 14-17 år, der er kendt som Danmarks første modstandsgruppe.

Udover Drengene fra Sankt Petris store popularitet er det slående, at der efter en pause på 21 år kommer fire film om 2. verdenskrig i 1991. Caspar Jexlev mener, at det skyldes Berlinmurens fald og Den Kolde Krigs afslutning. ”Ligesom der under Den Kolde Krig var dalende interesse for 2. Verdenskrig, gad folk nu ikke høre mere om Den Kolde Krig. I stedet gik man så tilbage til 2. Verdenskrig for at få svar på: Hvem var vi før Den Kolde Krig? Der er mere tale om at besøge den tid end at genbesøge den, for mange i befolkningen er nu for unge til at have levet under besættelsen.”

Af samme grund finder de nye modstandsfilm ikke deres troværdighed ved at have folk foran og bag kameraet, der selv deltog i modstandskampen. I stedet bruger de historiske personer og hændelser til at demonstrere en forbindelse til virkeligheden.

Det er dog ikke kun modstandsfilmene, der gør comeback med Drengene fra Sankt Petri. Otto markerer arbejderens tilbagevenden som frihedskæmper. Det kan ifølge Caspar Jexlev også tilskrives Sovjetunionens sammenbrud. Kommunismen er nemlig ikke længere en fjende:

”Fra at arbejderen i de tidlige modstandsfilm kæmper den gode kamp, bliver han efterhånden en skikkelse, der står i vejen for den. En egoist, der ikke kan se værdien af samarbejde. Det ses i Støt står den danske sømand. Den har premiere i 1948, hvor Sovjetunionen er gået fra at være en allieret til at være en fjende i mange danskeres øjne. Men i 1991 kan en karakter som Otto igen komme på banen. Interessant nok er han faktisk fiktionel, for Churchill-klubben bestod alle af drenge fra borgerskabet. Frigjort af kommunismen bliver arbejderen altså nu aktivt skrevet ind i historien.”

Interessen for modstandsbevægelsen og 2. Verdenskrig virker ikke til at forsvinde foreløbigt. De senere år har flere modstandsfilm baseret på virkelige personer haft stor succes. I 2008 var Flammen og Citronen den mest sete film overhovedet i de danske biografer. Fire år senere var Hvidsten Gruppen den mest sete danske film og en opfølger er nu på vej. Deres popularitet bliver endnu mere bemærkelsesværdig, når man tager i betragtning, at begges historiske forlæg har været brugt på film før i 50’erne og 60’erne. Dengang i modstandsfilm som floppede hos publikum.

”2. Verdenskrig og besættelsen fylder stadig meget i vores kollektive erindring,” pointerer Caspar Jexlev. ”Det hjælper selvfølgelig på interessen, at det er en sejrshistorie. Og på den ene side er 2. Verdenskrig stadig ikke længere væk, end at mange har nær familie, som levede under den. På den anden side er historien i høj grad blevet til myte. Med tiden er de negative ting blevet siet fra, og tilbage står de positive – især fortællingen om at hele Danmark bakkede op om modstandskampen.”

Relaterede film